Evidens: Målrettet træning reducerer svimmelhed
Svimmelhed rammer op mod 30 % af alle voksne og kan have betydelige menneskelige og samfundsøkonomiske konsekvenser. Det er veldokumenteret, at individuelt tilrettelagte balanceøvelser kan reducere og i mange tilfælde behandle svimmelhed effektivt. Projekt Öre-sund har desuden vist, hvordan en sammenhængende og højt kvalificeret indsats på tværs af almen praksis, hospitaler og kommuner kan gøre en afgørende forskel for patientforløb og resultater.
Der er evidens for, at målrettet træning reducerer svimmelhed og mindsker risikoen for fald. Den nye tilgang, som er afprøvet og har givet gode resultater, handler om samarbejdet på tværs af fagligheder og sektorer. Den svimle patient får persontilpasset behandling, hvor fysioterapeuter med specialkompetence i balancetræning skræddersyr øvelserne før patienten overgår til den kommunale fysioterapeut. Dernæst har de kommunale fysioterapeuter, som en del af projektet, fået undervisning i balancetræning, hvilket har rustet dem til at tilbyde den rette træning, der passer til hver patients specifikke behov og balanceproblematik.
Svimmelhed er et hyppigt og invaliderende symptom med betydelige konsekvenser for den enkelte og for samfundet. Vestibulær rehabilitering er en evidensbaseret behandlingsform, som gennem målrettede øvelser kan forbedre balance og funktionsevne hos patienter med vestibulære lidelser. Træningen skal tilpasses patientens synsstabiliseringsevne, balance og behov for adaptation, substitution og/eller habituation. For at sikre effektive rehabiliteringsforløb er der behov for systematisk udredning, høj faglighed og ensartet adgang til specialiseret fysioterapi, hvilket aktuelt varierer betydeligt på tværs af kommuner.
Vestibulær rehabilitering er en evidensbaseret behandlingsform , der sigter mod at afhjælpe svimmelhedsrelaterede symptomer og forbedre patienters funktionsevne og livskvalitet ved at forbedre den centrale kompensation. Vestibulær rehabilitering bør tilbydes patienter med akut, subakut eller kronisk uni- eller bilateral vestibulær skade samt central påvirkning som årsag til svimmelhed.
Der er stærk evidens for, at vestibulær rehabilitering reducerer svimmelhed og ubalance, forbedrer blikstabilitet og postural stabilitet og øger funktionsevnen i dagligdagen, hvilket kan medføre højere livskvalitet, øget social deltagelse samt mindre forekomst af angst og frygt for fald.
Læs hele artiklen her: Vestibulær rehabilitering | Ugeskriftet.dk