Persontilpasset genoptræning hjælper svimmelhedsramte borgere
Genoptræningsmodel fra Bergen er kommet til Danmark: Svimmelhed er et udbredt problem, og balancetræning er ofte den bedste, og til tider den eneste, behandlingsmulighed. Svimmelhed kan ramme alle, og årsagerne kan være mange. I dag bliver danske patienter henvist til kommunale fysioterapeuter uden en detaljeret behandlingsplan, hvilket gør det svært for de lokale fysioterapeuter at håndtere svimmelhedsramte borgere effektivt, da de ofte mangler den nødvendige viden. Det skal der nu laves om på efter norsk model.


Et vigtigt initiativ for borgerne
For at styrke genoptræningen af svimmelhedsramte borgere er Sjællands Universitetshospital gået sammen med otte kommuner i Region Sjælland i et nyt projekt. Projektet har til formål at optimere balancetræning og rehabilitering for svimmelhedspatienter i samarbejde med kommunerne. Dette initiativ er en del af forsknings- og innovationsprojektet Öre-sund, som skal sikre, at patienter modtager den rette støtte og behandling.
I dag modtager kommunerne kun en kopi af lægens journalnotat, når en patient henvises. Dette notat indeholder sjældent information om patientens genoptræningsbehov eller specifik træning. Samtidig mangler mange kommuner specialiseret viden om balancetræning.
En ny tilgang
Sjællands Universitetshospital tester en ny og bedre tilgang, der går på tværs af fagligheder og sektorer for at hjælpe svimle patienter. Projektet består af to dele: Første del sikrer, at patienter med svimmelhed, som er en del af projektet, får en tid hos en fysioterapeut med specialkompetence i balancetræning. På baggrund af denne konsultation udarbejdes en individuel genoptræningsplan, som sendes videre til den kommunale fysioterapeut. Dernæst får de kommunale fysioterapeuter undervisning i balancetræning, hvilket gør dem bedre rustet til at tilbyde den rette træning, der passer til hver patients specifikke behov og balanceproblematik.

”Det er håbet, at dette initiativ vil kunne skabe en ny standard for behandling af svimmelhed i Region Sjælland og på sigt inspirere til lignende tiltag i andre regioner i Danmark. Det er et skridt mod en mere effektiv og helhedsorienteret tilgang til svimmelhedsbehandling, som kan forbedre livskvaliteten for mange mennesker, der i dag lider af svimmelhed”.
Kommunernes erfaring
Den nye tilgang med individuel genoptræning og målrettet undervisning af kommunernes fysioterapeuter er blevet positivt modtaget. Raluca Suciu, fysioterapeut fra Lolland Kommune, understreger projektets værdi:
”Det kan være svært at skelne mellem de forskellige typer af svimmelhed, som borgerne oplever. Vi har længe haft behov for mere viden og konkrete redskaber, både for at hjælpe borgerne og for at kunne sende dem videre til den rette specialist. Efter kun to undervisningsgange føler jeg mig allerede meget mere skarp på, hvordan vi kan hjælpe disse sårbare borgere.”
Læs også nyheden: Indsatsen for svimle borgere skal styrkes – Sjællandske Nyheder

Balancetræningen handler om det vestibulære system, der findes i det indre øre, og er blandt andet med til at styre kroppens balance og rumfornemmelse.
Pia Heckermann Sibbern, specialeansvarlig fysioterapeut i neurologigruppen og ledende fysioterapeut i projektet, har taget undervisningsopgaven på sig sammen med sine fysioterapeutkolleger Rebecca Blomstedt og Thilde Naja Rasmussen oveni i en travl hverdag. Thilde Naja er blevet grebet af den vestibulære træning:
“Der er så mange, der kæmper med svimmelhedsproblematikker, og vi ser hver dag i klinikken, hvor stor en forskel, vi kan gøre på kort tid. Vestibulær rehabilitering er utrolig vigtig, da vi kan hjælpe disse patienter markant. Derfor er det især spændende, at vi nu styrker det tværsektorielle samarbejde, så vi kan gribe patienterne på en helhedsorienteret måde.”
Genoptræningsdelen af projekt Öre-sund sker i samarbejde med de otte deltagende kommuner i Region Sjælland: Vordingborg, Holbæk, Greve, Køge, Faxe, Næstved, Lolland og Slagelse, som dækker en stor del af regionens befolkning, og er derfor et vigtigt skridt i arbejdet med at optimere genoptræningen af svimle borgere.
En effektiv og persontilpasset rehabilitering
Formålet med projektet er at tilbyde en effektiv og persontilpasset rehabilitering, der kan forbedre livskvaliteten for de patienter, der lider af svimmelhed. Samarbejdet på tværs af fagligheder gavner både borgerne og begge sektorer. Projektet er ledet af overlæge og forskningsleder Bjarki Ditlev Djurhuus fra Øre-, Næse- og Halskirurgisk Afdeling på Sjællands Universitetshospital. Han er inspireret af norske kolleger i projektet og tester denne nye tilgang fra Bergen i dansk kontekst i samarbejde med fysioterapeuterne:
”Det er håbet, at dette initiativ vil kunne skabe en ny standard for behandling af svimmelhed i Region Sjælland og på sigt inspirere til lignende tiltag i andre regioner i Danmark. Det er et skridt mod en mere effektiv og helhedsorienteret tilgang til svimmelhedsbehandling, som kan forbedre livskvaliteten for mange mennesker, der i dag lider af svimmelhed”.
Genoptræningsdelen i projektet sker i samarbejde med de otte deltagende kommuner i Region Sjælland: Vordingborg, Holbæk, Greve, Køge, Faxe, Næstved, Lolland og Slagelse, som dækker en stor del af regionens befolkning, og er derfor et vigtigt skridt i arbejdet med at optimere genoptræningen af svimle borgere.
